Kære unge pige
Kære unge pige – når den første blødning kommer, så starter en ny fase af dit pigeliv. Der sker nemlig en masse forskellige ting indeni din krop, som fælles kan betegnes med, at du nu har en cyklus.
Faktisk kan man sige – at nu har du tændt dit cykliske styresystem.
Hvad er en menstruationscyklus?
Et cyklisk styresystem betyder, at din krops funktioner skifter og varierer hen over ca. en måned, for så at starte ‘forfra’ igen. Funktionerne gør, at du får en blødning hver måned. Men de betyder også, at fx dit humør, hvor godt du sover, hvor sulten du er, og hvor social du har lyst til at være, varierer. De påvirker bl.a. også, hvor nemt du synes, det er at få nye ideer, eller hvor godt du oplever at kunne koncentrere dig om at lære nye ting.
Så det cykliske styresystem har betydning for, hvordan det føles at være dig.
Hvor lang er en normal menstruationscyklus?
Når du får din første menstruation, er det i bund og grund kroppen, som går i gang med at forberede sig på, at du engang kan blive gravid (hvis du vil). Hovedrollen i cyklussen er derfor egentlig det æg, som frigives inde i din krop ca. én gang hver måned – mellem 10-16 dage før din blødning kommer.
De dage, hvor du har din blødning – altså selve menstruationen – er faktisk kun en lille del af din cyklus. Den del er nem at se, fordi ja, der kommer blodet. Men faktisk sker der noget inde i din krop hele tiden i løbet af din cyklus.
Østrogen og progesteron – dine vigtigste hormoner
De funktioner, jeg nævnte tidligere, er styret af noget, som kaldes hormoner. Hormoner er små signaler, som kroppen sender rundt i blodet, og som sætter en masse ting i gang inde i din krop. De har dirigentstokken, ligesom når en dirigent får et orkester til at spille smukt sammen.
De to overordnede hormoner at kende til for dig som pige er østrogen og progesteron. De danser en fælles og fint afstemt dans indeni dig hele tiden – det vil sige, de stiger og falder i løbet af din cyklus, og det er dem, som styrer din cyklus.
Menstruationscyklussens fire faser
For nemmere at forstå, hvordan den her cykliske rytme har betydning for DIG, så lad os kigge på det, som om der bor 4 forskellige piger indeni dig – som skiftes til at sidde for bordenden og bestemme mest.
Den indre vinterpige
Hun kan godt være ekstra træt. Hun trænger måske rigtig meget til at være sig selv og til at tage en pause, hvor der er fred og ro. Hvis du er god til at tage det hele lidt langsomt og roligt i denne periode, er du rigtig god til at mærke, hvad du gerne vil, og hvad der føles helt ægte rigtigt for netop dig.
Fordi der er sådan en klar og tydelig adgang til alle følelser og tanker i denne periode, kan der godt komme flere tårer, når den indre vinterpige sidder for bordenden.
Hun sidder hos mange for enden af bordet i dagene lige før du bløder og de første dage, mens du bløder.
Den indre forårspige
Hun kan godt have sådan en helt sprudlende fornemmelse indeni – hovedet føles fuldt af gode ideer og kreativitet, og der er lyst til at sætte ting i gang. Hun er måske den, som leger ekstra meget med sin lillesøster, eller som fjoller og nemt kommer til at grine af alle mulige små ting.
Du kan dog godt blive lidt udkørt, hvis du løber for fuld fart dag efter dag i denne periode. Men lidt ligesom vintergækkerne dukker op om foråret, har den indre forårspige lyst til at gå ud og gøre noget. Og ofte føles det nemt at lære nye ting i denne del af din cyklus, fordi det er nemmere at fokusere.
Din indre forårspige er ofte den, som bestemmer i tiden lige efter, du er stoppet med at bløde.
Den indre sommerpige
Hun kan godt lide at have fuld fart på. Hun er måske den første til at samle hele klassen til fælles skovtur, eller hun sætter høj musik på og danser løs. Hun er virkelig god til at hjælpe og samarbejde med andre og til at planlægge.
Når hun sidder og bestemmer, er du måske den, der hjælper med at dække bordet med et smil, selv om det egentlig var din lillebrors tur. I det hele taget er du ret genial til at få ting til at ske i denne periode – og pga. hormonerne er du fx også ret god til at huske her.
Din indre sommerpige sidder for bordenden i dagene omkring din ægløsning.
Den indre efterårspige
Hun kan både være vildt god til at færdiggøre en opgave og vildt god til detaljer. Hun er tit lidt mere indadvendt end fx sommerpigen, men det betyder, at du i denne periode er vildt god til at mærke, hvilke dejlige ting du har brug for at gøre for dig selv for at have det godt – altså supersej til egenomsorg.
Hvis hun får muligheden, vil hun gerne sætte farten lidt ned – lidt ligesom blomsterne og træerne i naturen, der taber bladene og gør sig klar til vinterhi. Sætter du farten ned, giver den indre efterårspige dig en fornemmelse af ro indeni. Men glemmer du at skifte fra sommergear, kan humøret svinge en del.
Den indre efterårspige sidder for bordenden i perioden op til din blødning kommer.
Hvorfor dit humør svinger i løbet af måneden
Måske har du allerede mærket, at der kan være forskel på fx, hvor meget lyst du har til at være sammen med dine veninder og din familie på forskellige dage. Der kan selvfølgelig være forskellige grunde til det – men nu ved du også, at hormonerne inde i din krop påvirker din lyst til fx at være social.
Så det er slet ikke meningen, at du skal føle, tænke, ville og kunne det samme hver dag. For sådan er dit cykliske styresystem slet ikke bygget.
Lær din menstruationscyklus at kende som ung
Dit styresystem giver dig til gengæld forandringer, du kan lære at forvente og genkende – og for rigtig mange unge piger og kvinder føles det virkelig dejligt at lære disse forskellige udgaver af sig selv at kende.
Når du har haft din første blødning, vil du måske begynde at lægge mærke til, at du kan genkende de her fine indre piger og deres forskelligheder. Måske tager det lidt tid, for selv om nogle af de grundlæggende ting går igen, føles de alligevel på deres helt egen unikke måde hos hver eneste pige og kvinde. Men vid, at de er derinde – og at de har så meget at byde på hver især.
God fornøjelse med at lære dine indre årstidspiger at kende. Jeg er helt sikker på, at de kan følge dig på din vej gennem livet med din blødning og hele dit cykliske liv.
Kærligst Line


